Menu

Som forælder til spillere i Hekla

 

I Hekla har vi stort fokus på børnefodbolden og herunder et ønske om at flytte fokus fra, hvor mange kampe og titler man kan vinde, til at flytte fokus hen på udvikling i et trygt og rart miljø.

Vi forventer, at I som forældre til spillere i klubben, bakker op om dette.

Vi ønsker i klubben at følge DBUs holdninger til børne- og ungdomsfodbold som du kan læse her. Dette blandt andet for at bringe fokus hen på udvikling i et trygt og rart miljø.

På børnenes præmisser

Børn skal have lov til at vinde og tabe i fodbold på deres præmisser. Vi mener, at børns præmisser blandt andet er glæde, at det skal være sjovt, at der er få spillere på hvert hold, små baner, mange mål, mange boldberøringer, mange valgmuligheder og udførelse af tekniske detaljer.

I forældre er en meget vigtig del af at få disse præmisser i centrum. Jeres opførsel, positiv som negativ forplanter sig til børnenes oplevelse og succeskriterium for deltagelse.

Mange forældre forsøger - i bedste mening - at hjælpe deres børn og hold med tilråb under kampen. Men det er ikke hensigtsmæssigt. Forældrene hjælper bedst deres børn ved ikke at råbe vejledninger ind til dem under kampene, men i stedet lade børnene selv finde frem til de muligheder, de måtte have. På samme måde skal forældre naturligvis ikke råbe efter hverken trænere, dommere eller modstanderholdets spillere eller deres forældre.

Forældreregler læs dem her her                                                                                 

Vi har derfor valgt at indskrive nogle forældreregler, som alle forældre til medlemmer i Hekla skal følge. Vi håber, I vil tage positivt imod dem og opfatte dem som en del af vejen til gode fodboldoplevelser for jeres børn.

Sørg for at dit barn møder op til træning/kamp til tiden i fodbold-relateret udstyr.
Meld fra og til træning og kampe i god tid inde på Kampklar.
Ingen vejledning af boldholder - lad børnene selv vælge, hvad de vil gøre med bolden.
Ingen styring via joystick det er nemt at vide, hvad der den bedste løsning, når man står som forælder ude på sidelinjen, men lad børnene selv om at vælge. Kun på den måde kan de lære at træffe de rigtige valg.
Giv opmuntring til alle spillere på holdet og til modstanderne.
Vær positiv - børnenes glæde ved spillet er meget afhængig af omverdenens accept og ros.
Kommenter aldrig på dommeren!
Undlad at henvende dig til modstandernes træner eller spillere. Det er absolut kun tilladt for de trænere og spillere, der er i aktion i kampen.
Husk, at det er børnene og ikke jer selv, der spiller.
Respekter trænerens brug af spillere.
Respekter dommerens afgørelse.
Bidrag med god opførsel uden for banen.
Spørg børnene om kampen var spændende, frem for hvem der scorede målene.
Hjælp klubben med dens praktiske gøremål.
Henvend dig til træneren eller drenge/pigeformanden om problemstillinger, før de bliver store.

 

Husk 24-timers reglen!

Bølgerne kan gå højt til en kamp, og som forælder kan man have mange meninger til, hvad der er foregået. Men i Hekla skal man vente 24 timer efter slutfløjt, før man henvender sig til træneren i forhold til dispositioner og andet, der er foregået. Det er altid bedst at sove en enkelt gang, før man formulerer sig.

God fornøjelse med fodbolden, og husk at nyde både børnenes korrekte og mindre korrekte valg i spillet.

Luk