Ny bestyrelse i Boldklubben Hekla

Bestyrelsen i BK Hekla konstituerede sig onsdag aften, efter generalforsamlingen i sidste uge, hvor en række henholdsvis tidligere og nye medlemmer blev valgt ind i bestyrelsen.
Valget af formand for bestyrelsen faldt på Claus Frederiksen, der gennem de sidste syv år har varetaget en række forskellige poster i bestyrelsen - senest som næstformand. Claus er desuden et yderst kendt ansigt i Hekla Park, da han under skiftende Covid19-restriktioner iklædt en orange vest har guidet Heklas medlemmer til bedst muligt at overholde de gældende leveregler som Coronavagt.
Etablerede kendinge og friske nye kræfter
Bestyrelsen består ud over Claus af Flemming Fält og Mark Mickelborg, der sad i bestyrelsen i forvejen, og Martin Fuglseth, Heine Larsen, Mads Anker, Martin Eldrup og Frederik Homann, som alle er nye medlemmer, der kommer ind med solide kompetencer fra erhvervslivet, samtidig med at flere af dem har været en del af BK Hekla gennem de seneste 7-8 år.
Bestyrelsen glæder sig til at kaste sig over arbejdet med at videreføre de mange gode tiltag, der allerede er sat i søen samt at sikre den videre udvikling af klubben.
Bestyrelsen anerkender i den forbindelse den ånd i klubben, som især de to kulturbærere Jan Sørensen og John Nielsen (afgående formand og kasserer) – og øvrige tidligere bestyrelsesmedlemmer - har været bannerførere for. Den skal der værnes om, samtidig med at der arbejdes på at fremtidssikre Hekla, så klubben kan imødekomme den demografiske udvikling, vi oplever på og omkring Islands Brygge, hvorfra der fortsat vil komme en masse nye medlemmer de kommende år.
BK Hekla skal fortsat være et af lokalsamfundets vigtigste samlingspunkter, hvor unge som ældre kan mødes i et trygt og inspirerende miljø.
Administrativ medarbejder skal ansættes
Foruden at sikre den daglige drift af klubben, bliver nogle af de vigtigste indsatsområder for den nye bestyrelse på den korte bane at ansætte en administrativ medarbejder, så de frivillige kræfter kan bruges på andre områder – og så er det fortsat målsætningen, at Heklas 1.Senior skal krone en flot sæson med en oprykning til serie 2.
Tag endelig fat i bestyrelsen (fang os på info@bkhekla.dk), hvis du har spørgsmål, gode ideer eller øvrige input til, hvordan vi passer godt på vores klub – og gør den endnu bedre.
Bestyrelsen
Den nye bestyrelse i BK Hekla ser således ud:
Formand, Claus Frederiksen
Næstformand og seniorformand, Frederik Homann
Kasserer, Heine Larsen
Pigeformand, Mark Mickelborg
Drengeformand, Martin Fuglseth
Bestyrelsesmedlem, Martin Eldrup
Bestyrelsesmedlem, Flemming Fält
Bestyrelsesmedlem, Mads Anker
Bestyrelsessuppleant ej besat
Bestyrelsessuppleant ej besat
Revisor, Jens Olsen
Revisor, John Nielsen
Revisorsuppleant ej besat
Se mere her