BØRNEFODBOLDENS HUS AMAGER (Hekla Park)
BØRNEFODBOLDENS HUS AMAGER (Hekla Park)
Børnefodboldens Hus er udviklet af F.C. København som en samlet betegnelse for en række initiativer og aktiviteter, der skal fremme børnefodbolden i de deltagende klubber. Formålet er at skabe et fælles samlingspunkt for vidensdeling, udvikling og fodboldaktiviteter for både børn, trænere og klubledere.
Initiativerne har desuden til formål at styrke sundhed og trivsel blandt børn i det pågældende geografiske område samt at fremme børnevenlige og pædagogisk funderede principper i klubbernes daglige arbejde.
Børnefodboldens Hus omfatter:
- Fodboldaktiviteter for børn på alle niveauer
- Inspiration og uddannelse målrettet trænere og klubledere
- Fokus på børns trivsel, bevægelsesglæde og inkluderende fællesskaber
- Implementering af pædagogiske principper, der understøtter en tryg og lærerig ramme for børn
Det er gratis for alle klubber at være en del af Børnefodboldens Hus, og det eneste klubberne forpligter sig til er at støtte op om de aktiviteter, der afholdes i Børnefodboldens Hus regi.
F.C. København har det overordnede ansvar for at planlægge, invitere til og afvikle aktiviteterne i Børnefodboldens Hus.
Boldklubben Hekla fungerer som værtsklub for Børnefodboldens Hus Amager. Aktiviteterne vil primært finde sted i værtsklubben, men vil også afholdes hos øvrige deltagende klubber. Alle klubber opfordres til aktivt at byde ind som værter for enkelte aktiviteter.
F.C. København og de deltagende klubber evaluerer årligt med henblik på at videreudvikle Børnefodboldens Hus Amager.