Menu

Amager Q – projektet spiller!

image I år er det U13 som er piger fra årgang 2008. Efter sommer er det både 2008 og 2009, og på den måde kommer der flere og flere piger og hold til. Formålet er licens fra sommer 2022. I øjeblikket er 24 piger udtaget og træner fast en gang om ugen. Det er elite træning på højt niveau, og pigerne udvikler sig fra gang til gang.
04. november 2020 kl. 16:00

Pigefodbold er Danmarks største pige-idrætsgren. Flere og flere piger spiller fodbold, og udviklingen går stærkt. På Sjælland har kun 3 klubber licens til den højeste landsdækkende ungdomsrække, men der er plads til flere, og især på Amager, hvor ca. 10 klubber er involveret i pigefodbold, er arbejdet nu gået i gang for at sikre et elitehold på Amager.

Dedikerede og fokuserede piger

Pigerne i Amager Q fantastiske piger, talentfulde fodboldspillere, der vil lidt mere med deres fodbold. De brænder for det, og de kommer til træning for at træne og for at lære. De ved, at der er kamp om pladserne, og de ved godt, at når man selv bidrager med alt hvad man kan, så bliver træningen bare bedre og man lærer mere.

Pigerne der er med i Amager Q er lige nu fra Hekla, Sundby, Dragør og Tårnby FF.

I starten kunne det anes, at Sundby pigerne godt vidste, at de i efteråret spillede i højeste liga, modsat de andre klubber, men da der dukkede piger op fra andre klubber på samme meget høje niveau, forsvandt alle fordomme og gruppen smeltede hurtigt sammen til én. Nu kommunikeres der bredt på Snapchat og alle andre sociale medier. Det er dejligt at være vidne til. 

Træningen er ikke hård konditionstræning, men masser af boldberøringer, pasningsspil, øvelser, der udvikler, og så afsluttes der som regel med ”interval”, der får pulsen op, og hvor energien brændes af før det endelig er weekend.

Ingen turneringskampe

Truppen er dog ikke et ”hold” der kan spille turneringskampe. Det er et træningsfællesskab. Så der arrangeres træningskampe, og indtil nu har holdet spillet 2 kampe. Det er på 11-mandsbane, som er uvant i forhold til U13 turneringen, men pigerne vil gerne og lærer fra gang til gang hvad en 6’er, 8’er og 10’er er, hvad sideforskydning betyder, og hvordan spillet adskiller sig fra den mindre 8-mandsbane. 

Det er formålet, at Amager Q på et tidspunkt skal kunne spille turneringsfodbold, men lige nu, gælder det om at få holdet og alle rammer/regler/formål/administration osv. op at stå, og få skabt de helt rigtige fora omkring holdet med forankring i hver klubs bestyrelse.

Aktive forældre

Pigerne støttes af aktive forældre, og det er uundværligt, at man som træner eller styregruppe kan kommunikere og trække på støtte her, selvom samme forældre jo også er aktive omkring det lokale hold. Men det betyder meget for personerne omkring holdet, at der er opbakning hele vejen rundt. Og kanelsnegle er bare noget der (også) smager godt på en kold efterårsdag! 

Til sommer

Til sommer rykker årgang 2008 op og bliver U14. Det er håbet og forventningen, at Amager Q ”følger med op” og fortsætter med U14 pigerne. Samtidig skal det nye kuld af U13 piger (årgang 2009) startes op, så der er 2 årgange Amager Q næste år. Det bliver altafgørende, at der også kan findes trænere til denne årgang, og det arbejde er påbegyndt. Det er her projektet er mest sårbart, men jo større succes, jo større mulighed for at tiltrække trænere. Også selvom træningstiden er fredag aften.

Amager Q

Amager Q startede op i efteråret 2019 og er blevet udvidet og udviklet siden da. Lige nu er der 24 piger i årgang 2008 (samt nogle få fra årgang 2009), der mødes til elitetræning hver fredag. Projektet hviler i sig selv, kontingentet betaler for trænerne + diverse, men der er ikke penge til tøj og andre dyrere ting, så sponsorer med lyst til at blive en del af fremtidens Amager Q, er velkomne til at rette henvendelse.

Trænerteamet består af Lars Nielsen (cheftræner), Kristine Mehlbye (assistent) og Patricia Zimling (målmandstræner). Lars har kæmpe erfaring med at træner piger og kvinder, og det er et aktivt valg at inddrage de 2 ”store piger” som rollemodeller i træningen. De kan bidrage med noget andet end blot krævende elite træning til gavn for pigerne i truppen.

Træning i Amager Q flyttes rundt mellem klubberne på Amager, og der er heldigvis stor vilje hos klubberne og andre trænere, samt plads til, at pigerne kan træn og være til stede når der er behov for det. Lige nu er der planlagt træning i Dragør og Hekla i november og december, med en juleafslutning i Sundby den sidste fredag før jul, hvis corona gør det muligt.

Luk